Toilettet løber: Hvorfor og hvordan fikser du det?

Et toilet kan løbe så svagt, at du hverken ser eller hører det. Alligevel kan vandet løbe uafbrudt fra cisternen ned i kummen og koste mellem 21-84 kr. i døgnet i ekstra vandforbrug. Det svarer til mellem 7.600-30.500 kr. i årlige merudgifter.
Et toilet der løber kan skyldes flere ting, og derfor er løsningen ikke altid den samme. Nedenfor kan du se, hvordan du opdager fejlen, finder årsagen og vurderer, om toilettet kan repareres, eller om det bedre kan betale sig at udskifte det.
Hvad koster det at reparere et toilet, der løber?
En mindre reparation af et løbende toilet koster vejledende omkring 800 - 1.800 kr., hvis en VVS-installatør skal finde fejlen og udskifte en almindelig ventil eller pakning.
Prisen er typisk baseret på et kort servicebesøg, men kan blive betydeligt dyrere, hvis hele toilettet skal udskiftes:
| Løsning | Typisk pris |
|---|---|
| Afkalkning eller reparation, du selv udfører | Rengøringsmiddel og små reservedele |
| Reparation udført af VVS-installatør | Ca. 800 - 1.800 kr. |
| Nyt toilet inkl. montering | Ca. 2.500 - 6.500 kr. |
Bemærk: Priser er vejledende og gælder for 2026. Vælger du selv at skifte toilettet, vil det typisk koste omkring 1.500 - 2.000 kr. i materialer. Se også vores prisguide til nyt toilet.
Hvis toilettet er gammelt, eller hvis flere dele i cisternen er slidte, kan det ofte bedst betale sig at skifte hele toilettet.
Min erfaring: Sådan reparerede jeg et toilet, der løb
Da jeg købte et hus til udlejning, havde det stået tomt i omkring et år. Huset var generelt i fin stand, men det ældre Ifö Cera-toilet på 1. sal var utæt.
Jeg begyndte med at rense indløbsventilen og udskifte bundpakningen. Da toilettet stadig løb, udskiftede jeg hele indmaden i cisternen, men heller ikke det løste problemet permanent. Til sidst skiftede jeg derfor toilettet ud med et nyt Ifö Sign.
Min erfaring er, at det ikke altid kan betale sig at fortsætte med flere reservedele på et ældre toilet. Hvis rengøring og udskiftning af de mest oplagte dele ikke løser problemet, bør du sammenligne prisen og tidsforbruget med udgiften til et nyt toilet.
Før og efter udskiftningen
Billeder fra udskiftningen. Foto: Badevaerelsepriser.dk.
Sådan reparerer du et toilet, der løber
Start med den mindst omfattende løsning, og test toilettet efter hvert trin. På den måde undgår du at udskifte dele, som stadig fungerer.
Løsning 1: Afkalk og rens cisternen
Kalk eller snavs kan forhindre en ventil eller pakning i at lukke helt tæt. Afkalkning kan derfor løse problemet, hvis du kan se kalk på ventilerne, eller hvis problemet er opstået gradvist. Sådan gør du:
- Luk for vandet ved stophanen og skyl ud, så cisternen tømmes så meget som muligt.
- Fjern cisternelåget eller trykpladen.
- Undersøg ventiler og pakninger. Se især efter kalk eller snavs omkring udløbsventilens pakning og de bevægelige dele på indløbsventilen.
- Rens de berørte dele forsigtigt. Brug vand og en blød klud eller børste. Undgå skarpe genstande, som kan beskadige pakninger og tætningsflader.
- Brug kun afkalkningsmiddel, hvis producenten udtrykkeligt oplyser, at det må anvendes i den pågældende cisterne.
- Saml cisternen igen og test toilettet. Åbn langsomt for stophanen, og kontrollér, om vandtilførslen stopper, når cisternen er fyldt. Skyl et par gange, og undersøg derefter, om der stadig løber vand ned i kummen.
Hvis en pakning er blevet hård, skæv eller beskadiget, vil rengøring normalt ikke være nok. Så skal pakningen eller den tilhørende ventil udskiftes.
Løsning 2: Udskift bundpakning, ventil eller hele cisternens indmad
Hvis toilettet stadig løber, er næste skridt normalt at udskifte den del, der ikke længere slutter tæt. Det kan være bundpakningen, udløbsventilen, indløbsventilen eller en komplet udskiftning af cisternens indmad.
Udskiftning af cisternens indmad kan i nogle tilfælde løse problemet, men hvis afkalkningen ikke har løst problemet, kan det ofte bedre betale sig at udskifte hele toilettet.
Et nyt sæt indmad til toilettets eksisterende cisterne koster typisk 300-500 kr. Når et nyt toilet kan fås for 1.500-2.000 kr. og ofte er betydeligt mere besparende på vandforbruget end et gammelt toilet, taler regnestykket ofte for komplet udskiftning.
Løsning 3: Udskift hele toilettet
Overvej et nyt toilet, hvis porcelænet er beskadiget, hvis flere dele er slidte, eller hvis du allerede har haft flere reparationer. Det kan også være relevant, hvis det gamle toilet bruger meget vand eller er vanskeligt at skaffe reservedele til.
Et gulvstående toilet kan i nogle tilfælde udskiftes på samme placering uden at ændre den faste vand- og afløbsinstallation. Hvis afløbet skal flyttes, eller du vil ændre fra gulvstående til væghængt toilet, er opgaven større og bør vurderes af en fagperson.
Kan det bedre betale sig at udskifte hele toilettet?
Hvis toilettet stadig løber, efter du har afkalket toilettet, skal du beslutte dig for, om du vil prøve at udskifte toilettets reservedele, eller om hele toilettet i stedet bør udskiftes.
I mit tilfælde forsøgte jeg med udskiftning af det gamle toilets cisternes indmad uden held. Jeg var derfor nødt til at skifte hele toilettet og havde ‘spildt’ ca. 500 kr. på reservedele. Jeg ville til enhver tid derfor anbefale et nyt toilet.
Efter min opfattelse taler det for en udskiftning, hvis:
- Det nuværende toilet er mere end 10 år gammelt. Et nyere toilet har ofte et betydeligt lavere vandforbrug og har derfor tjent sig selv hjem efter blot nogle år.
- Du ikke har nævneværdig gør-det-selv erfaring. Det er min oplevelse, at det er sværere at skifte reservedele på toilettet end det er helt at udskifte det.
Ofte er prisforskellen på cisternens indmad og et nyt toilet så lille, at det ofte bedst kan betale sig at skifte toilettet. Men er problemet isoleret til en enkelt pakning eller ventil, kan det være en billig løsning.
Hvad koster et utæt i vandudgifter?
Selv et toilet, der kun løber svagt, kan bruge flere hundrede liter vand i døgnet. Hvor stor regningen bliver, afhænger både af vandspildet og af priserne hos dit lokale drikkevands- og spildevandsselskab:
| Hvor meget toilettet løber | Liter i døgnet | Udgift om dagen | Udgift om året |
|---|---|---|---|
| Lavt - svært at se | 275 liter | 21 kr. | 7.600 kr. |
| Middel - tydeligt synligt | 550 liter | 42 kr. | 15.300 kr. |
| Højt - uro i vandoverfladen | 1.100 liter | 84 kr. | 30.500 kr. |
Bemærk: Beregningen anvender en estimeret variabel vandpris på 76 kr. pr. m³ inkl. drikkevand, spildevand, moms og afgifter, beregnet ud fra DANVAs data. Faste bidrag er ikke medregnet, da de normalt ikke stiger, fordi toilettet bruger mere vand. Vandspildet er baseret på estimater fra Håndbog for energikonsulenter, 2008, Bilag 4.2 (s. 47).
Et utæt toilet kan altså blive ekstremt dyrt, og derfor er det vigtigt, at du reagerer hurtigt.
Hvordan ved jeg, om toilettet løber?
Et toilet kan løbe uden at lave en tydelig lyd. Du kan derfor bruge to enkle metoder til at undersøge, om cisternen langsomt sender vand ned i kummen.
Rislen eller uro i vandoverfladen
Lyt efter en svag rislen, når toilettet ikke har været brugt. Se også på vandoverfladen i kummen.
Hvis der hele tiden er små bevægelser, eller hvis vandet løber langs kanten af kummen, er der sandsynligvis en utæthed mellem cisternen og kummen.
Test med toiletpapir
Vent til, at der er gået 10 min., siden du sidst har skyllet ud. Læg et stykke toiletpapir på den tørre porcelænsoverflade bagerst i kummen, lige over vandlinjen. Lad være med at skylle ud, og vent et par minutter.
- Bliver papiret vådt eller trukket ned mod vandet, løber der vand fra cisternen.
- Forbliver papiret tørt, skal du i stedet undersøge, om problemet er en lækage uden på toilettet eller en ventil, der kun åbner periodisk.
Lækage uden på toilettet?
Viser lækagen sig ikke i kummen fra cisternen, kan den i stedet vise sig uden på toilettet.
En lækage uden på toilettet viser sig som vand på gulvet eller fugt omkring vandslangen.
Utæthed uden på toilettet kan ofte løses ved, at vandslangen udskiftes. Start med at prøve at se, om vandslangen skal skrues bedre fast.
Hvorfor løber toilettet?
De mest almindelige årsager sidder i cisternens indmad. Kalk kan få ventiler til at lukke skævt, mens en slidt pakning ikke længere slutter tæt. På et ældre toilet kan flere dele være slidte på samme tid.
Utæt bundpakning eller udløbsventil
Bundpakningen sidder ved udløbet fra cisternen til kummen. Hvis pakningen er hård, skæv eller dækket af kalk, kan vandet langsomt sive forbi. Det kan få toilettet til at løbe, selv om vandstanden i cisternen ellers ser normal ud.
På nogle toiletter udskiftes selve pakningen, mens andre kræver en ny udløbsventil eller en komplet indmad til cisternen. Reservedele skal passe til toiletmodellen.
Problemer med indløbsventilen
Indløbsventilen fylder cisternen med vand efter et skyl og lukker, når vandet når den rigtige højde. Hvis ventilen, flyderen eller ventilens lille filter er tilkalket, kan den blive ved med at tage vand ind.
I nogle tilfælde løber vandet derfor over i cisternens overløb. I andre tilfælde lukker ventilen ikke korrekt, og vandstanden falder igen, fordi vandet siver videre ned i kummen.
Kalk i cisternen
Kalk kan sidde på både indløbsventilen, udløbsventilen og de overflader, som pakningerne skal lukke mod. En grundig afkalkning kan derfor være nok, hvis delene ellers er hele.
Hvis en pakning er blevet hård eller ventilen er slidt, løser afkalkning dog ikke nødvendigvis problemet permanent. Så skal den pågældende del renses, justeres eller udskiftes.
Hvilken type toilet har jeg?
Det er en fordel at vide, hvilken type toilet du har, før du køber reservedele eller skiller cisternen ad.
- Gulvstående toilet: Cisternen er synlig, og du kan normalt komme til indmaden ved at tage låget af.
- Væghængt toilet: Cisternen er skjult bag væggen. Adgangen sker som regel gennem åbningen bag trykpladen, og reparationen kan derfor kræve mere kendskab til modellen.
- Toilet med ældre eller modelspecifik indmad: Et Ifö Cera, Ifö Sign eller et andet mærke kan have forskellige ventiler og pakninger. Tag gerne et billede af cisternen og trykknappen, før du køber en reservedel.
Er du usikker på modellen, kan et billede af toilettet og cisternens indmad ofte hjælpe en VVS-installatør med at vurdere, om en reservedel er nok.

Kommentarer